Værelsestyper

Der findes mange forskellige værelsestyper, og hotellerne navngiver selv deres værelser. Navnet på værelset afspejler ikke nødvendigvis hotellets standard eller placering. Vi har kontrakt på udvalgte værelsestyper, så du kan ikke være sikker på, at alle hotellets værelsestyper er tilgængelige i vores sortiment. Værelsestyperne kan variere med hensyn til størrelse, indretning og faciliteter.

Standardværelse / Dobbeltværelse
Et standardværelse har en dobbeltseng eller to separate senge. Du kan angive ønsker om sengeopsætning, men det er ikke en garanti.

Enkeltværelse
Enkeltværelser er ofte standardværelser, der er beregnet til én person. Der kan være et tillæg, da de som regel er beregnet til minimum to personer. Nogle hoteller har dog mindre værelser, som kan være billigere. Fælles for dem alle er, at der betales et tillæg for at bo alene.

Standardværelse / Dobbeltværelse + ekstra seng
Dette er et standard dobbeltværelse med en ekstra seng, som kan være en sovesofa, klapseng eller gæsteseng. Gangpladsen kan være begrænset.

Økonomiværelse
Økonomiværelser kan være billigere og kan afvige fra hotellets øvrige værelser med hensyn til placering, faciliteter og størrelse. Denne værelsestype har ofte den ringeste placering på hotellet, og vi anbefaler altid at vælge et standardværelse eller bedre.

Quad-værelse
Et quad-værelse er et standard dobbeltværelse med to ekstra senge, som kan være klapsenge, sovesofaer eller ekstra senge. Der kan være begrænset gangplads på værelset.

Familieværelse
Familieværelser kan være to separate rum med én indgang, to tilstødende værelser med en forbindelsesdør, ét stort rum eller et dobbeltværelse. Opredninger kan være klapsenge, sovesofaer eller ekstra senge.

Bungalow
Bungalows ligger normalt i mindre bygninger væk fra hotellets hovedbygning.

Duplex/Maisonette
Duplex- eller maisonette-værelser er i to plan forbundet med en indvendig trappe, ofte uden adskillelse mellem stue og 1. sal, som ligger i åbent plan med stueetagen. 1. sal kan have lavt til loftet og skrå vægge.

 

Lejlighedstyper

Lejligheder omfatter normalt ikke pension, men du kan købe morgenmad på de fleste steder. I lejligheder er der som regel et tekøkken, der er beregnet til at lave simple måltider som morgenmad eller lette retter. Det er en god idé at medbringe kaffe, opvaskemiddel og evt. toiletpapir, da det ikke altid stilles til rådighed på lejlighedskomplekser.

1-værelses lejlighed 
En studiolejlighed er et sove-/opholdsrum med tekøkken, køleskab og enten en dobbeltseng eller to enkeltsenge samt evt. opredninger. Lejlighedens specifikationer fremgår af hotelbeskrivelsen.

2-værelses lejlighed
En 2-værelses lejlighed består af et stue-/opholdsrum med tekøkken, køleskab og et separat soveværelse med enten dobbeltseng eller to enkeltsenge. Opredninger vil ofte være i stuen på sofa eller sovesofa. Lejlighedens specifikationer fremgår af hotelbeskrivelsen.

3-værelses lejlighed
En 3-værelses lejlighed består af et stue-/opholdsrum med tekøkken, køleskab og to separate soveværelser med enten dobbeltseng eller to enkeltsenge. Opredninger vil ofte være i stuen på sofa eller sovesofa. Lejlighedens specifikationer fremgår af hotelbeskrivelsen.

Studiolejlighed
En studiolejlighed består af et opholds-/soveområde med tekøkken og separat badeværelse.