Dag 1: Velkommen ombord
Du flyver til Milas Lufthavn, hvor fra du kører til havnen i Marmaris. Afhængig af hvad tid du ankommer, har du tid til at gå rundt og nyde den hyggelige stemning i centrum af Marmaris. Oplev den stemningsfulde basar eller nyd en kop kaffe i en af havnens hyggelige caféer, inden du stiger ombord på båden. Aftensmaden serveres på båden, inden vi går til køjs og overnatter ved havnen i Marmaris
Dag 2: Ekincik Bay
Efter morgenmaden lægger vi fra kaj i Marmaris og sejler mod den smukke Ekincik-bugt, som ligger mellem Marmaris og Dalyan. Her kan du nyde dagen på båden eller tage med på en (valgfri) spændende udflugt til den antikke by Kaunos. Da byen havde sin storhedstid, i det 9. årh. f.Kr., var den især vigtig pga. sin havn og naturligvis sin placering mellem Lykien og Caria. I dag kan du opleve byens velbevarede teater, dele af bymurene og flere templer. Turen går med lange sejlbåde op langs Dalyan-floden, hvor det smukke sivlandskab og de høje klippevægge med lykiske kongegrave mejslet ind i dem danner rammen om sejlturen. Turen slutter ved den smukke Iztuzu-strand, der især er kendt som en populær yngleplads for de sjældne Caretta-skildpadder. Vi overnatter i Ekincik-bugten.
Dag 3: Tersane Island & Kizil ada
Dagens sejltur starter tidligt fra morgenstunden. Vi sejler via Disibilmez-bugten til den betagende Fethiye-bugt, hvor du kan nyde en fantastisk udsigt. Vi spiser morgenmad på Tersane Island, som er en af de største øer i Fethiye-bugten. Øen er i dag ubeboet, men her findes flere ruiner fra den lykiske periode. Vi overnatter ved Kizil ada. Kizil ada betyder ”rød” på tyrkisk og øen har fået sit navn, fordi øens klipper bliver røde ved solnedgang.
Dag 4: Fethiye
Tidligt om morgenen ankommer vi til havnen i Fethiye, hvor båden skal rengøres og have nye forsyninger. Imens har du mulighed for at tage med på en spændende (valgfrit) jeepsafari. Vi besøger bl.a. ruinerne af Tlos, som er en af de ældste og største byer i det lykiske imperium. På turen kommer vi også til at besøge smukke Öludeniz. Stranden i Öludeniz er fantastisk smuk og den er uden tvivl en af de mest fotograferede strande i Tyrkiet. Du kan naturligvis også vælge at bruge dagen på at udforske Fethiyes hyggelige basar, hvor krydderier, sko, tøj og tasker mødes i forening. Vi spiser middag ombord på båden og overnatter ved havnen i Fethiye
Dag 5: Göcek Island & Yassica Island
Efter morgenmaden sejler vi mod Göcek-bugten, som er verdenskendt for sin skønhed. Besøgende og berømtheder fra hele verdenen besøger den smukke lystbådehavn og byen Göcek, som er omgivet af Middelhavet på den ene side og de grønne Taurusbjerge på den anden. Under vores besøg i Göcek-bugten kan det varmt anbefales, at du ifører dig snorkel og svømmefødder og udforsker livet under havets overflade. Dagens sidste stop er Yassica-øerne, hvor du kan slutte dagen af med at nyde de utroligt smukke omgivelser. Det er også her, vi overnatter.
Dag 6: Bedri Rahmi-bugten & Aga limani-bugten
Efter en lækker morgenmad sejler du mod Bedri Rahmi-bugten, som er en del af Fethiye-bugten. Kysten er især præget af pinje-og oliventræer og den smukke bugt er opkaldt efter den berømte tyrkiske forfatter og maler Bedri Rahmi. Hen ad eftermiddagen sejler du videre til Aga Limani-bugten, hvor solen og det krystalklare vand sætter scenen til nogle timers afslapning med svømmeture og solbadning. Det er også her, vi smider anker for natten.
Dag 7: Kadirga, Paradise Island & Marmaris
Dagens første stop gør vi i Kadirga-bugten. Her kan du tage en sidste snorkeltur, inden vi via Paradise Island bevæger os tilbage mod Marmaris. Vores sidste overnatning sker ved havnen i Marmaris, hvor du får mulighed for at opleve en sidste vidunderlig solnedgang inden hjemrejse.
Dag 8: Afrejse
Det er blevet tid til at tage afsked med din gület. Fra havnen i Marmaris hentes du af en bus, som kører dig til Milas lufthavn. Vi glæder os til at byde dig velkommen ombord en anden gang.
Af tekniske årsager eller på grund af vejrforhold kan det være nødvendigt at ændre ruten eller rækkefølgen af programmet. Dette besluttes af kaptajnen..